Uponors ledere gennem tiden

Enhver lederskikkelse i Uponors historie har sat sit præg på firmaet på en eller anden måde. For at kunne forstå firmaet er det nødvendigt, at man stifter bekendtskab med personerne bag det.

Firmaets grundlægger, Aukusti Asko-Avonius, var et selvlært, visionært menneske, som forstod fordelene ved serieproduktion og kunne se, at folk i et land i rivende udvikling ville få behov for masser af husholdningsartikler til overkommelige priser. Han begyndte sin rejse langt ude på landet i Karelia og opbyggede et forretningsimperium, som kom til at omfatte den største møbelproducent i Norden.

Asko-Avonius blev efterfulgt af sin søn, Arvi Tammivuori, som havde arvet sin fars iværksætterånd og forretningstalent. Han etablerede Upo, et søsterselskab til Asko, som blev en førende producent på hjemmemarkedet af husholdningsapparater og metalvarer. Tammivuori insisterede på at gå ind i plastbranchen til trods for den modstand, han mødte hos størstedelen af sine kolleger.

Den første uden for familien til at drive firmaet videre var Karl-Jan Govenius, der blev en dynamisk leder i opstartsfasen af handel med plastrør. Govenius indså, at man måtte sætte fokus på fittings sideløbende med rør for at få et gennembrud inden for plastrørssystemer. Han arbejdede desuden aktivt på at fremme nordiske industristandarder og etablerede sammen med andre nøglepersoner i Europa et stærkt netværk af kontakter. Begge dele skulle vise sig at komme til at spille en afgørende rolle for firmaets fremtidige succes.

Heimo Eloranta betragtes af mange som Uponors ”Fader”, det vil sige jointventureselskabet Oy Uponor Ab, grundlagt i 1982. Elorantas rolle i forbindelse med at skabe firmaets strategi og kultur var afgørende for firmaets succes hele vejen op gennem 1980’erne og længe efter, at han havde trukket sig tilbage. Det var på hans initiativ, at firmaet rettede sin opmærksomhed mod varmtvandssystemer (= boligløsninger). Han havde også en vision om, at Uponor ville blive en af de tre største plastrørsproducenter i verden i 1990’erne, hvilket blev en realitet i slutningen af årtiet, da Uponors nettosalg nåede det højeste niveau inden for branchen.

Heikki Mairinoja fortsatte ad den vej, som hans forgænger havde udstukket. I løbet af Marinojas tid ved roret, fortsatte firmaet sit aggressive program med at købe virksomheder op, både i den kommunale sektor og inden for boligløsninger, for at styrke sin position internationalt. Firmaet fortsatte med at gennemføre sin målsætning om at holde den centrale administration på et minimum og give regionale datterselskaber masser af frihed til at udvikle og lede deres forretning.

Uponors næste skridt var med Jarmo Rytilahti i spidsen, som havde en central stilling i Askos ledelse, i bestræbelserne på at få firmaet til at give overskud igen efter den finansielle turbulens i 80’erne. Rytilahti gennemførte afviklingen af konglomeratstrukturen, herunder frasalg af ikke-kerneområder, hvilket resulterede i, at firmaet samlede sit fokus på plastrørssystemer og fusionerede med datterselskabet Oy Uponor Ab. Efter fusionen stod han i spidsen for det nye Uponor, som sammenlagde sine aktiviteter yderligere, og påbegyndte integrationsprocessen ved at reducere antallet af brands.

Ved begyndelsen af det 21. århundrede var det tid til noget nyt. Ind kom Jan Lång, som skabte One Unified Uponor- (ét forenet Uponor) processen, idet han gik i sin forgængers fodspor. Lång lancerede en tvungen strategisk udvikling, der havde fokus på nøgleområderne: Vækst, fælles brand og driftsoptimering. I løbet af hans tid lancerede firmaet strategien om ét brand globalt, implementerede internationale ledelses- og forretningsprocesser og påbegyndte en reorganisationsproces, hvor salg & marketing og forsyningskæden blev adskilt for at fokusere på maksimering af firmaets styrker og synergigevinst.