Historie

  • Uponor history pipes

Fra snedkeri til global leverandør af systemløsninger indenfor VVS, indeklima og infrastrukturløsninger

Uponors historie startede den 13. august 1918, da Aukusti Asko-Avonius etablerede et tømrerværksted i Lahti, hundrede kilometer nord for Helsinki, Finland. Aukusti kom fra en fattig familie, men han var en opfindsom iværksætter med visioner, hvis beskedne tømrerværksted hurtigt udviklede sig til den største møbelleverandør i Norden og den største møbelkæde i Finland. Siden 1930’erne har hans firma, Asko, været et af de bedst kendte finske varemærker.

Lige inden den anden verdenskrig i 1938 blev firmaet udvidet, og det begyndte at fremstille senge med metalfjedre på fabrikkens lager. På det tidspunkt var senge med metalfjedre meget populære blandt finner, og Asko-Avonius så en mulighed heri. Denne ydmyge begyndelse blev starten på Upo Oy, et søsterselskab til Asko, som blev en alsidig leverandør til metalindustrien og hurtigt udviklede sig til Finlands største producent af husholdningsapparater.

I 1950’erne vendte Asko blikket udenlands, i særdeleshed mod de vesttyske markeder, hvor finsk design – inklusive møbler – havde vakt positiv interesse. Finsk design havde høstet bifald hele vejen op gennem 1950’erne, og på designmessen i Milano gik hver fjerde pris til Finland for Asko-møbler. Naturligvis tilsigtede Asko at få så meget som muligt ud af den europæiske interesse i finsk design ved at eksportere møbler designet af f.eks. Tapio Wirkkala og Eero Aarnio.

I 1965 åbnede Upo en plastikfabrik i Nastola, i nærheden af Lahti, og lancerede de første plastikrør. Derefter voksede Upo støt inden for plastindustrien, og plastrør udgjorde en stadig større andel af firmaets omsætning. I 1982 grundlagde Asko et datterselskab, der skulle koncentrere sig om produktion af plastrør. I 1990 havde dette firma, ved navn Oy Uponor Ab, fastslået sin position som førende producent af plastrør i Norden og tog de første skridt mod Europa. I løbet af de næste to årtier udviklede firmaet sig til førende international leverandør af plastrør og blev, på kanten af det nye årtusinde, verdens største producent af plastrør. I begyndelsen blev firmaets vigtigste produkter anvendt i infrastrukturen, men med opkøbet af Wirsbo, Hewing og Unicor fik man fokus på VVS-løsninger.

I løbet af 1990’erne besluttede Asko sig for at afhænde en del af sine forskellige forretningsenheder, og i 1999 var der kun forretningerne med gulvbelægning og husholdningsapparater tillige med omfattende besiddelser af fast ejendom og – selvfølgelig - Uponor tilbage. Den endelige beslutning var at koncentrere alle bestræbelser omkring Uponor og afhænde alle andre, tilbageværende forretningsenheder. Resultatet blev, at Asko fusionerede med Uponor den 31. december 1999, og organisationen tog navnet Uponor Corporation. Op gennem 2000’erne har firmaet koncentreret sig om sit kerneområde, nemlig VVS-systemløsninger. Et yderligere mål har været at integrere den yderst decentraliserede virksomhed til et forenet, effektivt og overskudsgivende firma. Siden 2006 har firmaet arbejdet under Uponor-brandet over hele verden.

Luk